Forholdsregler mod Influenza

“Man higer og søger i gamle bøger” – og i nydeligt ordnede bunker af gamle breve forsvarlig opbevaret i arkivæsker rundet om på de danske arkiver. Og i dette projekt er opgaven med at gennemgå store mængder af kilder bestemt ikke en undtagelse. Hvilket i særdeleshed gælder de mange frivillige, der allerede har indtastet og kommenteret tusindvis af dødsattester, patientjournaler, skolernes indskrivningsprotokoller med flere.

En af de mange arkivæsker der er blevet kigget grundigt igennem er Indkomne skrivelser til Amtslægen i Aarhus Amtslægekreds Johannes Ludvig Lunddahl  fra 1917 – 1919. For den der vil have et førstehåndsindblik i Amtslægens opgaver, store som små, er dette arkiv en guldgruppe – og for dette projekt uundgåelig. Heri kan du på førstehånd få indblik i Amtslægens mange opgaver. For eksempel; den årlige kontrol med diverse institutioner, breve fra Sundhedsstyrelsen med pålæg om at orientere kredsens embedslæger om nye forordninger, advarsler mod hjemmebryggede lægemidler (f.eks. lægemidlet “Anti Spansk”) eller om små opgaver. Eksempelvis at påtale overfor vis privatpraktiserende læge at denne to tilfælde havde anvendt en forkert formular til anmeldelse af et dødsfald. Omvendt finder vi også eksempler på klager over Amtslægen. For eksempel fra overlægen på Marselisborg hospital over at Amtslægen  havde nægtet at indlægge en tuberkulosesyg dreng på det offentliges regning. Familien var tydeligvis ikke medlem af en sygekasse.  Du finder et udvalg af de indkommende til Amtslægen  her (åbner i et nyt vindue)

I efteråret 1918 lagde epidemien og arbejdet med at forhindre udbredelsen af Influenzaen selvsagt beslag på størstedelen af Amtslægens tid. Primært i form af de mange administrative opgaver, møder i den lokale sundhedskommision og udfærdigelse af instrukser til amts embedslæger, privatpraktiserende læger og hospitalslæger. I dette arbejde  anså Amtslæge Lunddahl bestemt foreslag til justeringer i Amtslægens dipostioner for passende. Det være sig om foreslagene kom fra lokalbefolkningen, de lokale aviser, byens privatpraktiserende læger eller fra overlæge og professor ved Aarhus Amtssygehus Tage-Hansen.  Lunddahl stod fast i sin sag og overbevisning om, at der intet var at stille op, hvorfor der heller ikke var andet at gøre end stå epidemien igennem. Forbud, lukninger af skoler og teatre ville, i følge Lunddal, blot skabe unødvendig panik og utryghed i befolkningen.     

Blandt de mange indkommende skrivelser til Amtslægen finder vi også flere breve fra Sundhedsstyrelsen med opfordringer til håndteringen af epidemien. Herunder hvordan amts- og kredslægerne kunne orientere befolkning om forholdsregler mod udbredelse influenza(en). En måde var via de lokale aviser, hvori kredslægerne i forvejen var forpligtet til ugentligt at offentlige gøre antallet af sygdomtilfælde og dødsfald i byen. Hvilket Lunddahl imidlertid nægtede at efterkomme. De der måtte have interesse i disse tal, kunne møde op på hans kontor inden for normal åbningstid. En anden måde var, at distribuere nedestående plakat med tolv af Sundhedsstyrelsens godkendte forholdsregler mod udbredelse af Influenza. Et eksemplar af plakaten blev dog som foreskrevet lagt til side til arkivet hvor det i dag kan ses i dens fulde A2 størrelse

En del af de af Sundhedsstyrelsens godkendte forholdsregler, som den enkelte i 1918 selv kunne tage i forsøget på at stoppe influenzaen i at spredes, er stadigvæk gældende – og blandt de mest effektive metoder til at stoppe influenzaepidemier i at spredes . Men mest af alt vidner plakaten også om det samfund som epidemien ramte.     

Bemærk at du selvfølgelig er velkommen til at anvende billedet til eget formål. I givet fald ser vi gerne, at du krediterer os ved at henvise til denne side.

 

Forholdsregler mod Udbredelse af Influenza; Kilde: Sundhedsstyrelsen, 17. oktober 1918
Kilde: Sundhedsstyrelsen, 17. oktober 1918